Tips til køb
Når du køber havemøbler af træ, aluminium og flet - her er nogle tips til hvad du skal kigge efter
For alle havemøbler, uanset om de er lavet af træ eller flet og aluminium, gælder det, at du skal teste komforten: Er stolen behagelig at sidde i, og har den fx buet sæde og ryg, så du kan sidde i den i mange timer? Eller er den hård og ubehagelig og lukker af for blodomløbet i benene? Tag dig tid til at afprøve møblet.
Se også på om du kan få stolene ind under bordet, så de ikke fylder for meget på terrassen, og om du kan folde eller stable stolene, når du skal bruge mere plads - eller når de skal pakkes væk for vinteren. Det bliver du glad for, når sæsonen slutter.
Endelig bør du overveje, hvor meget tid du har lyst til at bruge på at vedligeholde dine møbler? Er det malede møbler, skal du huske, at de engang i mellem trænger til en grundig tur med sandpapir, maling og pensel. Ønsker du møbler, der bare skal holdes rene med en klud og lidt vand, kan du overveje møbler i flet og aluminium eller ubehandlede møbler i teak, der ad åre får en smuk sølvgrå farve. Kan du bedst lide gyldne teaktræsmøbler, skal du være indstillet på at give dem en tur med olie ca. en gang om året.
Overvejer du at købe træmøbler, er der flere ting, du kan se efter, når du skal vurdere møblet og dets kvalitet:
1. Se på samlingerne, der hvor træ møder træ – de skal være tætte.
2. Beslagene bør være kraftige og stærke – og i en god metalkvalitet som messing, galvaniseret eller rustfrit stål. Det skal fx være nemt at slå en foldestol sammen – ikke tungt og besværligt.
3. Tjek møblets stabilitet: er det lidt løst i det, så du kan rokke med det eller er det helt fast og stabilt?
4. Når du vurderer træets kvalitet, kan du kigge efter, om der er mange knaster. Det bedste træ har ingen knaster.
5. Ved teak gælder det, at træet ikke må have mørke plamager eller være for hvidt. Det er tegn på dårlig kvalitet.

Er du ude efter møbler af flet og aluminium, kan du kigge efter følgende på stellet:
1. Hvordan er svejsningerne i aluminiumsstellet? Er de ordentlig afpudset – dvs er svejsningen slebet efterfølgende, så den er jævn og glat – eller kan man tydeligt se svejsningen og små ”bølger” i metallet ved samlingen?
2. Prøv at vurdere stellets rørtykkelse! Er møblet stabilt og urokkeligt, eller er rørene for tynde, så møblet virker ustabilt?
3. Du skal også se på kvaliteten af en eventuel pulverlakering. Den kan være svær at vurdere, men du må som minimum ikke kunne ridse i lakeringen.

Når det gælder flettets kvalitet, er det også vigtigt at kigge møblet efter i sømmene. Der er meget stor kvalitetsforskel på de fletmøbler, der er på det danske marked, og det kan være svært at vurdere, hvad man får for sine penge. Billige fletmøbler bliver efter nogen tid løse og slappe i flettet, mens møbler med flet i et kvalitetsmateriale som polyrattan holder sin fasthed år efter år. Bærer flettet betegnelsen Sunloom® er det lig med høj kvalitet. Når du sidder i et fletmøbel, skal det give dig komfort samtidig med at sæde og ryg støtter og føles meget fast. Du kan eventuelt bede ekspedienten om en fletprøve. Hvis du kan rive den over, er det tegn på dårlig kvalitet.


